Søg

Indhold

udbudsportalen.dk > ... > Orientering af medarbejdere

Opdateret: Fredag den 25. februar 2011

Orientering af medarbejdere

Når politikerne har valgt at sende en opgave i udbud, skal det berørte personale orienteres. Det gælder som minimum gennem samarbejdsudvalget.

Når Lov om virksomhedsoverdragelse skal bruges, har udbyderen visse forpligtelser over for de berørte medarbejdere, før udbuddet gennemføres. Dels skal man informere medarbejderne om overdragelsen, dels skal man forhandle med medarbejderne om eventuelle foranstaltninger, hvis de eksempelvis skal overgå til en privat leverandør.

Informationsforpligtelsen gælder efter lovens § 5 over for lønmodtagernes repræsentanter, eksempelvis tillidsrepræsentanter. Hvis der ikke er valgte repræsentanter, skal de medarbejdere, der bliver berørt, informeres direkte. Loven siger, at man som minimum skal informere om datoen for overdragelsen, årsagen til overdragelsen, overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger og om eventuelle foranstaltninger i forhold til medarbejderne. Medarbejderne skal desuden have informationerne i rimelig tid inden overdragelsen.

Pligten til at informere i god tid gælder også, hvis udbyderen overvejer at iværksætte foranstaltninger over for de ansatte. Det kan for eksempel være, hvis antallet af ansatte skal tilpasses eller hvis arbejdstiden skal omlægges. Efter lovens § 6 skal der nemlig være mulighed for at drøfte den slags foranstaltninger eller ordninger med medarbejdernes repræsentanter. Målet er at prøve at opnå en aftale om, hvordan foranstaltningerne skal forstås og reguleres mest hensigtsmæssigt for alle berørte parter.

Informér og inddrag bredt
Generelt er det en god idé, at udbyder informerer alle tænkelige medarbejdere. Derfor bør udbyder tidligt i udbudsprocessen fastlægge en informationsstrategi, der sikrer, at medarbejderne løbende bliver informeret og får den information, som er relevant for dem.

Det er vigtigt, at de medarbejdere, der bliver berørt, føler sig inddraget og får et ejerskab til processen. Det gælder uanset, om de er beskæftiget med en opgave, der bliver overdraget til en ekstern leverandør, eller om den forbliver i kommunalt regi. Det kan man blandt andet bidrage til ved at indkalde til orienteringsmøder om udbudsforløbet.

I nogle tilfælde kan det også være en god idé at indkalde medarbejdernes faglige organisationer til at gennemføre processen i samarbejde med udbyder. Hvis opgaven overdrages til en ekstern leverandør, bør udbyder naturligvis hurtigst muligt orientere medarbejderne om det og om deres rettigheder og muligheder.

Hvis udbyder selv vil afgive kontrolbud, bør man også informere personalet om vilkårene for buddet og altså baggrunden for en eventuel organisatorisk opdeling i en bestiller- og udførerenhed.

Inden for nogle arbejdsområder, hvor udbud ofte anvendes, vil der også kunne være særlige overenskomstbestemmelser, der kræver, at den faglige organisation skal inddrages, inden man gennemfører en udlicitering.





Primær navigation


Sekundær navigation


Udbudsportalen , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 3370 3370 , E-mail post@udbudsportalen.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes