Opdateret: Fredag den 25. februar 2011
Materiel
Materiellet til drift af for eksempel vejarealer er oftest maskiner, der er specielt beregnet til formålet. Det vil derfor være praktisk, at leverandøren overtager materiellet. På den måde sikrer udbyder, at arbejdsopgaverne fortsat bliver løst med det rette specialudstyr.
Hvis materiellet skal overdrages, kan udbyder vælge flere metoder. Den kan;
- stille materiellet vederlagsfrit til rådighed for leverandøren
- leje det ud til leverandøren
- sælge det til leverandøren
- eller sælges til helt anden side
Hvis udbyder senere ønsker at tage opgaven tilbage, vil det være lettest med en af de to første fremgangsmåder. Hvis udbyder sælger til leverandøren, kan den dog i kontrakten tilføje en ret til at købe materiellet tilbage, når kontraktperioden ophører.
De fire fremgangsmåder uddybes i det følgende.
1. Stilles vederlagsfrit til rådighed for leverandøren
Hvis udbyder vælger at stille materialet til rådighed for leverandøren uden nogen direkte godtgørelse, bør leverandøren pålægges et ansvar for den daglige vedligeholdelse. På den måde undgår udbyder, at materiellets værdi i kontraktperioden forringes ud over den normale slitage. Som udbyder må man forvente, at hvis man stiller gratis materiel til rådighed, så bør det afspejle sig i relativt lavere tilbudspriser. Før materiellet lånes ud, bør udbyder få vurderet dets tilstand og værdi. Derved kan udbyder lettere konstatere en usædvanlig værdiforringelse, der eventuelt opstår på grund af mangelfuld løbende vedligeholdelse.
Både udbyder og leverandøren skal dog være opmærksomme på, at materiellet ikke må bruges til andre kommercielle formål end dem, udbyder og leverandøren har aftalt i kontrakten. Det vil nemlig kunne blive betragtet som ulovlig, konkurrenceforvridende offentlig støtte til leverandøren.
2. Lejes ud til leverandøren
Udbyder kan også tilbyde leverandøren muligheden for at bruge materiellet mod at betale en leje. Lejen kan på den måde bruges til at forrente udbyders investering i materiellet.
Ønsker man som kommune at bruge udlejning af materiellet som fremgangsmåde, er det dog ikke noget man på forhånd må få tilbudsgiverne til at konkurrere om. I det tilfælde kommer kommunen nemlig til at drive erhvervsvirksomhed, og det må den ikke. Lejebeløbet for materiellet må derfor ikke indgå som en del af konkurrencegrundlaget i udbudsmaterialet, da lejevilkårene skal være de samme for alle de tilbudsgivere, som byder på opgaven.
Udlejningen kan dog give problemer, hvis der for eksempel er behov for at udskifte materiellet i løbet af kontraktperioden, og hvis det ikke på forhånd er aftalt, om det er udbyder eller leverandøren, der skal dække den udgift. Det vil dog typisk være udlejer, og altså udbyder, der har interesse i materiellet, og som derfor også bør betale udskiftningen. Ligesom ved gratis udlån skal materiellets tilstand og værdi først vurderes.
Vælger en kommune denne løsning, skal man også være opmærksom på, at lejen skal svare til markedslejen. Ellers vil aftalen kunne opfattes som ulovlig, konkurrenceforvridende støtte.
3. Sælges til leverandøren
Hvis udbyder ønsker helt at sælge til leverandøren, kræver det, at materiellet på forhånd er værdisat. Der skal så udarbejdes en model for betalingen – enten kontant eller ved en afdragsordning. Modellen bør beskrive, hvornår raterne skal falde og bør sikre, at udbyder bevarer ejendomsretten til materiellet, indtil det er betalt. Denne løsning vil som regel være det mest entydige grundlag at afgive tilbud på - både for eksterne leverandører og for udbyders egen udfører.
Hvis udbyder ønsker mulighed for at købe materiellet tilbage, når kontrakten udløber – fordi man for eksempel ønsker at have mulighed for at hjemtage opgaven - kan det indføjes som en klausul i kontrakten.
4. Sælges til anden side
Hvis hverken udbyder eller leverandøren ønsker at råde over materiellet, kan udbyder endelig også vælge at få det værdisat og sælge det til helt anden side på almindelige markedsvilkår.