Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009
Nye medarbejderes rettigheder og pligter
Når du overtager en opgave fra kommunen, er de berørte medarbejdere sikret visse rettigheder mht. deres fremtidige ansættelsesvilkår. Rettighederne fremgår af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Udgangspunktet er, at du indtræder i kommunens eller den forrige leverandørs rettigheder og forpligtelser over for de berørte medarbejdere i den indeværende overenskomstperiode.
Du kan ikke afskedige medarbejderne, fordi du overtager en opgave. Medarbejdere kan dog afskediges med sædvanlige opsigelsesbegrundelser, men bevisbyrden – om rimeligheden i opsigelsesgrundlaget – ligger hos dig.
Tjenestemænd har ikke pligt til at følge med over til din virksomhed. De er ikke omfattet af loven.
Dine nye ansattes rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst gælder, indtil overenskomsten udløber, opsiges eller erstattes af en anden. Det betyder, at de berørte medarbejdere har ret og pligt til at lade sig overdrage til din virksomhed på uændrede vilkår.
Hvis dine nye ansatte kan bevise, at overdragelsen forringer arbejdsvilkårene væsentligt, kan ansættelsen ophæves, det betyder, at ophævelsen sidestilles med, en afskedigelse. En sådan forringelse kan fx være, at medarbejderens mødested flytter så langt væk, at medarbejderen ud fra en konkret vurdering ikke er forpligtet at acceptere dette.