Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009
Håndtering af nye medarbejdere
En af de vigtigste ting, når du overtager en opgave, er at sørge for, at de folk, du overtager ansvaret for, kommer godt ind i den måde, du gør tingene på.
Hvis ikke du tager hånd om dem, risikerer du, at en stor del af dem finder andet arbejde, og så har du et problem med at løse opgaven.
Det en god idé at informere og involvere medarbejderne tidligt i udbudsforløbet. Ligesom det hurtigst muligt, efter kontrakten er indgået, er en god idé, at du skaber tryghed og sikkerhed om de overtagne medarbejderes fremtidige ansættelse ved eksempelvis at gennemføre udviklingssamtaler og at lægge planer for efteruddannelse.
Både kommune og virksomhed har stor interesse i, at overdragelsen af medarbejdere sker så smertefrit som overhovedet muligt, både i juridisk og menneskelig forstand. Derfor vægter kommunen også ofte dette punkt meget højt, når de vurderer tilbud.
De nye medarbejdere kan være usikre ved situationen, hvis de ikke har prøvet at blive overdraget før, og nogle gange kan man opleve, at de reagerer negativt på overdragelsen. Dette er især tilfældet, hvis du samtidigt prøver at indføre nye metoder, og de har arbejdet på deres måde i de sidste mange år.
Det er nok ikke helt til at undgå, at der kommer lidt gnidninger ved overdragelsen – men der er en række ting, du kan gøre, for at gøre processen nemmere.
Instruer medarbejderne grundigt lige fra starten
Sørg for at samle medarbejderne (både nye og gamle) og give den en grundig instruks om deres opgaver.
- Præsenter dem for dig selv og dine medarbejdere
- Klargør, hvad du forventer af dem: Hvad skal de levere, og hvilke nye krav er der i forhold til, hvad de er vant til.
- Forklar, hvordan deres arbejde bliver kontrolleret. Husk at gøre det i overensstemmelse med den kvalitetssikring, du har beskrevet i tilbudet.
- Sæt dem ind i, hvordan du håndterer fravær, sygedage, osv. Husk at følge din personalepolitik, hvis du har beskrevet den i tilbudet.
Tag med ud og se, hvordan de arbejder
Sæt en dag eller to af til at følge med i det daglige arbejde, så du kan få en fornemmelse af, hvordan medarbejderne gør tingene.
Hvis du skal ændre på medarbejdernes måde at gøre tingene på, er det bedst at gøre det lige fra starten af overdragelsen. Det kan være meget svært at få medarbejderne til at ændre noget, når de har gjort det i et stykke tid. Invester hellere din tid og energi lige fra starten, så tingene bliver gjort rigtigt første gang.
Sørg for, at lederen passer til folkene
Prøv at tilpasse ledelsesstilen til medarbejdernes væremåde. Hvis de nye medarbejdere f.eks. har været vant til at tage en stor del af ansvaret selv, kan det være farligt at sætte en leder af den gamle skole til at styre dem.