Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009
Offentligt udbud (efter nationale regler)
Nationale indkøbsregler
Når kontraktværdien er under de fastsatte tærskelværdier for anvendelsen af EU’s udbudsregler, er udbyder ikke forpligtet til at anvende direktivernes udbudsprocedurer.
Udbud, der ligger under tærskelværdien, skal dog respektere EF-traktatens grundlæggende bestemmelser, herunder principperne om ligebehandling, gennemsigtighed og ikke diskrimination
Udbyder er derfor forpligtet til at anvende nationale indkøbsprocedurer, der objektivt kan sikre overholdelsen af EF-traktatens grundlæggende principper.
For statens vedkommende er der i et cirkulære fastsat nationale indkøbsprocedurer, der finder anvendelse på udbud under tærskelværdien for EU-udbud. Cirkulæret finder ikke anvendelse for kommunerne, men det står kommunerne frit for at anvende principperne i cirkulæret ved nationale kommunale udbud.
Hvad er offentligt udbud?
Ved udbudsformen offentligt udbud kan alle interesserede virksomheder afgive tilbud. Kommunen offentliggør en udbudsannonce, der indeholder de kriterier, som de lægger vægt på, når de bedømmer:
Da der ikke er pligt til at anvende EU’s udbudsregler, er kommunen friere stillet med hensyn til fastsættelsen af såvel udvælgelses- som tildelingskriterierne, idet de blot skal være i overensstemmelse med de grundlæggende principper i EF-Traktaten. Kriterierne skal offentliggøres på forhånd, men i modsætning til EU-udbudsreglerne er der videre rammer med hensyn til f.eks. krav til virksomhedsoplysninger samt anvendelse af miljøkrav og sociale præferencer.
Der skal gælde de samme tidsfrister for afgivelse af tilbud for alle tilbudsgivere, men kommunen er ikke forpligtet til at anvende Tjenesteydelsesdirektivets minimumstidsfrister. Der kan således fastsættes kortere tidsfrister, når blot der gives en frist af passende længde til at nå at udarbejde et seriøst tilbud.
Alle kan bede om at få tilsendt udbudsmaterialet. Du skal bare have fat i selve udbudsmaterialet, og så sørge for at indsende dit tilbud, inden fristen udløber. Du kan blive afkrævet et mindre gebyr for at få tilsendt udbudsmaterialet.
Må jeg forhandle med kommunen?
Nej! Ved offentligt udbud efter nationale regler må der ikke finde nogen form for forhandling sted mellem kommunen og virksomhederne.