Opdateret: Onsdag den 23. maj 2007
Annonceringspligt for ikke-EU udbud
Hvordan gennemfører man annoncering af vare- og tjenesteydelsesaftaler efter Tilbudsloven, og hvordan skal processen frem til underskrivelse af kontrakt foregå?
Tilbudslovens regler om annoncering af vare- og tjenesteydelseskontrakter gælder for tjenesteydelseskontrakter med en værdi over 500.000 kr. eksl. moms omfattet af Udbudsdirektivets bilag 2B og øvrige tjenesteydelseskontrakter (bilag 2A) og vareindkøb med en værdi over 500.000 kr. ekskl. moms, men mindre end tærskelværdien for EU-udbud. Reglerne gælder ikke for kontrakter omfattet af Forsyningsvirksomhedsdirektivet og bygge- og anlægskontrakter (der jo allerede er reguleret andre steder i Tilbudsloven).
Annonceringen skal ske i trykte eller elektroniske medier, og bør som minimum indeholde:
· En beskrivelse af opgaven
· Kontaktoplysninger
· Frist for modtagelse af tilbud
· Adresse hvortil tilbud skal sendes til
· Kriterier for tildeling af kontrakten
Annoncen skal alene give interesserede tilbudsgivere mulighed for at vurdere, om kontrakten har interesse for dem. Ordregiver kan supplere annoncen med et mere uddybende materiale til beskrivelse af opgaven.
Der er ikke krav til, hvordan processen skal gennemføres. Det forhandlingsforbud, der gælder for EU-udbud, gælder ikke for de kontrakter, der er omfattet af annonceringspligten, og forhandlingsadgangen er ikke yderligere reguleret i Tilbudsloven. Det betyder, at det kun er principperne om ligebehandling og gennemsigtighed, ikke-diskrimination og proportionalitet, der gælder for kontrakter omfattet af annonceringspligten. Derfor er det stadig muligt fx at kontakte relevante tilbudsgivere efter, at man har annonceret kontrakten i henhold til kravene i loven.
Find lovteksten her.
Kontrakter kan fx annonceres på Udbudsavisen, som er et fælles offentligt initiativ etableret af Erhvervs- og Byggestyrelsen og KL. (Nu et samarbejde mellem Konkurrencestyrelsen og KL).