Med sociale klausuler sættes samarbejdet mellem kommune og virksomhed på kontrakt. Det behøver ikke at betyde, at det frivillige samarbejde mellem kommune og virksomhed sættes over styr. Ofte vil et kontraktligt forhold være en fortsættelse af det positive samarbejde som mange kommuner og virksomheder allerede har etableret. Det nye i samarbejdet er kun, at begge parter nu helt konkret ved, hvad målet med samarbejdet er. Det giver også kommunen bedre muligheder for at følge op på arbejdet med det rummelige arbejdsmarked.
Social ansvarlig kan koste, og derfor bliver den udliciterede opgave måske lidt dyrere. Men dette opvejes hurtigt, når flere ledige som følge af den sociale klausul kommer i arbejde. Det viser sig fx, at der i en kommune med en gennemsnitlig skatteprocent kan foretages en reel besparelse på ca. 1 mio. kr., såfremt 20 kontanthjælpsmodtagere kommer i ordinær beskæftigelse. Kommunen kan også spare penge, hvis krav om fastholdelse og forebyggelse på længere sigt mindsker sygefraværet.