|
Hvad er en social klausul? En social klausul er et krav i en udbudskontrakt. Kravet indebærer en nærmere angivet social forpligtelse for den, der vinder opgaven. En social klausul kan også være et krav i en intern kontrakt, dvs. kontraktstyring.
En social klausul kan fx sigte mod at ansætte et bestemt antal medarbejdere på særlige vilkår eller at formulere en etnisk ligestillingspolitik. Formålet med sociale klausuler er at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt.
To formål Sociale klausuler kan både være med til at mindske risikoen for, at virksomhedens nuværende medarbejdere bliver udstødt, og bidrage til at udsatte grupper bliver integreret på arbejdsmarkedet. På den måde kan klausulerne have to hovedformål:
- At integrere - ved at stille krav om, at virksomheden ansætter personer på særlige vilkår (fx fleksjob) eller ved at skabe bedre muligheder for at aktivere ledige.
- At forebygge og fastholde - ved at kræve, at arbejdspladsen har en formuleret politik om at fastholde nuværende medarbejdere og forebygge nedslidning. Dermed kan sociale klausuler gøre arbejdspladsen mere rummelig for de allerede ansatte.
Bløde eller hårde klausuler? De sociale klausuler kan formuleres som et meget konkret krav til leverandøren om at sikre, at den sociale forpligtelse bliver overholdt.
Kommunen kan også vælge en blødere klausul, hvor leverandøren blot skal tilstræbe at overholde den sociale klausul. Det gør det sværere for kommunen at vide, om leverandøren gør sit bedste for at nå målet. Til gengæld kan den blødere formulering være et godt grundlag for et tillidsfuldt samarbejde mellem virksomheden og kommunen.
Hvordan i praksis? Du kan her se 6 konkrete eksempler på, hvordan sociale klausuler kan formuleres.
De første 4 eksempler er sociale klausuler, der sigter mod at integrere ledige. De sidste to eksempler sigter på at fastholde og forebygge slidning blandt virksomhedens nuværende ansatte.
|