Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009
Nuværende opgaveløsning
Den nuværende måde at løse en opgave på, kan have betydning for, om det er fornuftigt at udbyde opgaven. Det er fx ikke hensigtsmæssigt at udbyde en opgavesammen-sætning som kommunen er ekspert i at udføre, mens private leverandører ikke har erfaring eller kompetencer, der matcher den. Der kan også være indgået en intern kontrakt med den nuværende kommunale udfører, som det ikke vil være hensigtsmæssigt at bryde.
Det kan i nogle tilfælde være en fordel at omorganisere den nuværende opgaveløsning på området, før man sætter udbuddet i gang. Det er særligt tilfældet, hvis det er nødvendigt at tilpasse opgavesammensætningen. I de fleste tilfælde vil det være rimeligt, at den kommunale udfører får tid og ressourcer til at indstille sig på konkurrencen med de private leverandører.
For at stå bedre i konkurrencen kan det fx være nødvendigt, for kommunen at samle en opgave, der løses decentralt på en række institutioner, så den fremover kan koordineres fra centralt hold. Behovet for omorganisering afhænger derfor meget af, hvordan man vælger at kravspecificere opgaven - om man i virkeligheden bare udbyder den hidtidige kommunale løsningsmodel eller om man vil give de private tilbudsgivere mulighed for at foreslå nye løsninger inden for en given ramme.