Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009
Forsyningssikkerhed
Behovet for forsyningssikkerhed svinger afhængigt af området. Behovet er størst på de områder, hvor borgerne har et retskrav på kommunal service, og hvor svigt kan have fatale følger for borgerne – fx praktisk og personlig pleje. Her er det vigtigt, at kommunen gør en særlig indsats for, at en eventuel overdragelse til en ekstern leverandør ikke får betydning for forsyningssikkerheden.
Kommunen kan eventuelt kræve, at leverandøren stiller sikkerhed for et beløb svarende til 10 pct. af den gennemsnitlige årlige kontraktsum, og at denne opretholdes indtil 3 måneder efter kontraktperiodens udløb og ikke nedskrives i perioden. Sikkerheden kan tjene til at fyldestgøre eventuelle krav vedrørende ekstraarbejde og tilbagebetalinger til kommunen.
Kommunen kan også stille krav om, at leverandøren er dækket af sædvanlige forsikringer, der kan sikre medarbejdere, brugere og ordregiver mod skader og andet tab opstået ved leverandørens handlinger og undladelser.
Kommunens krav om sikkerhedsstillelse og forsikring skal fremgå af udbudsmaterialet. I ABService 2003 er der gjort rede for, hvordan de konkrete krav kan formuleres i kontrakten.
Kommunen bør også vurdere eventuelle konsekvenser af, at medarbejdernes erfaring og ekspertise overgår til en ekstern leverandør. Det gælder fx i forhold til den løbende kvalitetssikring, den videre strategiske udvikling af et område eller hvis kommunen vil bevare muligheden for senere at hjemtage opgaven.
Ønsker man at udbyde opgaven til private - måske for at få andres erfaringer med udførelse af opgaven, kan man i stedet vælge at udbyde en del af opgaven, fx et distrikt.
Nogle opgaver kan desuden have så stor betydning for kommunens styring og ledelse, at de vanskeligt kan udføres af andre end kommunen selv. Det gælder især opgaver inden for det administrative felt – fx budgetlægning, udarbejdelse af dagsordener til de politiske møder, forhandling af løn- og ansættelsesforhold o.l.