Søg

Indhold

udbudsportalen.dk > ... > Myndigheder > Klagenævnet for Udbud

Opdateret: Onsdag den 17. august 2011

Klagenævnet for Udbud

Klagenævnet for Udbud er en uafhængig administrativ klageinstans, hvis hovedopgave er at behandle klager over overtrædelse af reglerne i Udbudsdirektivet, Forsyningsvirksomhedsdirektivet og Tilbudsloven.

Klagenævnet for Udbud blev oprettet i 1992 til behandling af klager over konkrete EU-udbudsforretninger. Afgørelserne omhandler fx klager over udbudsmaterialet, inhabilitet, tildelings- og udvælgelseskriterier, forbehold, forhandling mv. 

Klagenævnet for Udbud består af en formand og et antal næstformænd (formandskabet) samt et antal sagkyndige medlemmer. Formandskabet består af byrets- og landsdommere. Ved hver sag deltager som udgangspunkt én juridisk dommer og et sagkyndigt medlem. Ved stemmelighed er det stemmen fra den juridiske dommer, der er udslagsgivende.

Antallet af kendelser ved Klagenævnet har de seneste år været stigende. I 2008 var antallet 48, i 2009 var der 75 kendelser, mens antallet var 86 i 2010.

Klager kan indbringes for nævnet af leverandører eller af en række organisationer, som står opført på en liste i bekendtgørelsen om Klagenævnet.

Klagenævnet tager udgangspunkt i de klagepunkter, som klageren fremfører. Nævnets afgørelser kan indbringes for de danske domstole (vedkommende landsret). Det skal ske senest 8 uger efter afgørelsen.  

Klagenævnets sanktionsmuligheder er:

  • at tillægge en klage opsættende virkning (standse en udbudsforretning)
  • at konstatere om udbudsreglerne er overtrådt
  • at annullere en beslutning om at indgå kontrakt
  • at pålægge lovliggørelse af en udbudsproces
  • at tilkende klageren en erstatning
  • at tilkende klageren dennes sagsomkostninger

Ny Håndhævelseslov
Den 1. juli 2010 trådte en ny Håndhævelseslov i kraft, hvorefter Klagenævnet fik kompetence til at erklære en kontrakt, indgået i strid med udbudsreglerne, for "uden virkning". Dette indebærer, at ordregiver bliver pålagt at ophæve en indgået kontrakt. Som alternativ til ophævelse af kontrakten, får Klagenævnet kompetence til at idømme bøder for overtrædelse af udbudsreglerne.

Pr. 1. juli samt 15. august 2011 er der sket et par ændringer mht. Klagenævnet for Udbud. Bl.a. er gebyret for at klage hævet fra 4000 kr. til 10.000 kr.

Du kan læse mere om Håndhævelsesloven i menuen til højre.

Sagsbehandlingstiden ved Klagenævnet er typisk et halvt år, fra der indgives en klage. Hvis der fra klagerens side bliver bedt om opsættende virkning (dvs. krav om, at udbuddet bliver standset) vil nævnet hurtigt tage stilling til dette spørgsmål (typisk indenfor en måned).

Med ikrafttrædelsen af Håndhævelsesloven, vil klager indgivet i standstill-perioden automatisk få opsættende virkning i op til 30 dage.  

Klagenævnet for Udbuds hjemmeside
I menuen til højre kan du finde link til Klagenævnet for Udbuds hjemmeside. På hjemmesiden kan du bl.a. finde afsagte kendelser fra Klagenævnet for Udbud, regler på udbudsområdet samt klagevejledning.






Udbudsportalen , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 3370 3370 , E-mail post@udbudsportalen.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes

-->