Det sku' være så let, og så går det alligevel ofte galt!
Reglerne om standstill er på papiret ganske overskuelige. Ikke desto mindre giver de i praksis anledning til problemer og ofte også sager ved Klagenævnet for Udbud.
Nedenfor følger en oplistning af de vigtigste huskeregler, man som ordregiver bør have styr på, når man jonglerer med standstill-reglerne:
1) Håndhævelseslovens regler om standstill gælder kun for EU-udbud efter udbudsdirektivet og forsyningsvirksomhedsdirektivet. Licitationer efter tilbudslovens afsnit 1 og annonceringer efter tilbudslovens afsnit 2 er således ikke underlagt krav om afholdelse af en standstill-periode efter underretning om tildeling. Der er principielt set ikke noget til hinder for, at man meddeler tilbudsgiverne ved en licitation eller annoncering, at der først vil blive indgået kontrakt, når der er gået 10 dage fra underretningen. Man bør imidlertid ikke benævne denne periode "standstill-perioden" og i hvert fald under ingen omstændigheder henvise til håndhævelseslovens § 3, da det vil give tilbudsgiverne en falsk forventning om, at en klage indgivet inden for denne periode vil blive tillagt automatisk opsættende virkning.
2) Der gælder alene krav om afholdelse af en standstill-periode ved EU-udbud, hvor der har været offentliggjort en udbudsbekendtgørelse. Er der således tale om, at en kontrakt er blevet tildelt efter udbud med forhandling uden forudgående udbudsbekendtgørelse, eller er der sket ordretildeling på baggrund en rammeaftale, gælder standstill-reglerne ikke.
3) Det er et ubetinget krav, at den ordregivende myndighed i underretningen anfører den eksakte dato for standstill-periodens udløb. Det er således ikke tilstrækkeligt blot at henvise til, at der fra tidspunktet for underretningen løber en 10 dages standstill-periode. Se i den forbindelse bl.a. Klagenævnets kendelse af 29. august 2012 (HP-Byg mod Boligselskabet af 1964 i Hjørring).
4) De 10 dage i standstill-perioden er kalenderdage og beregnes fra dagen efter, at der er fremsendt elektronisk underretning (standstill-perioden er 15 dage ved underretning pr. "gammeldags brev"). Det gør ikke nogen forskel, at dagen efter underretningens udsendelse er en lørdag eller søndag - dagen tælles fortsat med. Er der imidlertid tale om, at 10.-dagen falder på en lørdag, søndag eller helligdag, udløber standstill-perioden først ved udgangen af den efterfølgende arbejdsdags sidste time. Falder 10.-dagen således på en lørdag, udløber standstill-perioden først mandag kl. 23.59 (forudsat at mandagen ikke er en helligdag), og der kan herefter indgås kontrakt tirsdag.
5) Der gælder alene krav om afholdelse af en standstill-periode, når der tildeles en kontrakt. Vælger en ordregiver at annullere et udbud, skal der således ikke afholdes en standstill-periode i forbindelse med underretningen om annullationen. Vælger en ordregiver eksempelvis at annullere et udbud med henvisning til, at et afgivet kontrolbud viser sig at være bedst, skal der ikke afholdes en standstill-periode.
6) Det sker ikke helt sjældent, at en forbigået tilbudsgiver i standstill-perioden gør indsigelse mod tildelingsbeslutningen og tager forbehold for at klage til Klagenævnet, hvis ikke den ordregivende myndighed ændrer sin tildelingsbeslutning, giver aktindsigt mv. I en sådan situation, hvor den ordregivende myndighed ofte kan have behov for at vurdere tildelingsgrundlaget på ny og høre den vindende tilbudsgiver om en eventuel aktindsigtsbegæring, bør man som ordregiver overveje at "suspendere" standstill-perioden og meddele tilbudsgiverne dette. En sådan suspension kan i mange tilfælde forhindre en klagenævnssag, som en forbigået tilbudsgiver ellers kan være tvunget til at indlede med henblik på at få tillagt klagen automatisk opsættende virkning og dermed vinde tid til at afdække tildelingsgrundlaget yderligere. Der er ikke noget egentligt hjemmelsgrundlag for at suspendere standstill-perioden. I praksis fungerer det imidlertid, og reelt vil suspensionen formentligt juridisk set blot være at sidestille med en tilbagekaldelse af tildelingsbeslutningen. Når suspensionen ophæves, bør den fornuftige ordregiver således – uanset at den oprindelige tildelingsbeslutning fastholdes - afholde en ny 10 dages standstill-periode.
Følg med i debatten på Hortens LinkedIn-gruppe, der er åben for alle