Opdateret: Onsdag den 21. juli 2010

Ny dom om kollektive overenskomster mv.

En ny dom kan have konsekvenser for udformningen af arbejdsmarkedspensioner for offentligt ansatte.

EU-Domstolen har i en dom af 15. juli 2010, C-271/08, endnu engang præciseret grænserne for udøvelsen af arbejdstageres ret til at organisere sig gennem kollektive aftaler.

Retten til kollektive forhandlinger og kampskridt er omhandlet i artikel 28 i charter om grundlæggende rettigheder , som er gjort til en del af EU- Traktaten i dennes artikel 6 TEU.

Disse grundlæggende rettigheder kan undertiden tilsidesætte bestemmelser i EF-traktaten, fx konkurrencereglerne og Indre Markedsreglerne. Men EU-Domstolen har opstillet regler, som skal beskytte EF-Traktatens bestemmelser mod at blive kørt over af chartrets artikel 28 ved at opstille en række betingelser for udøvelsen af de grundlæggende rettigheder. Tidligere domme har således set på artikel 28 i forhold til konkurrenceretten (bl.a. Albany-sagen) og etableringsretten (bl.a. Laval-sagen). Sidstnævnte sag er beskrevet på her udbudsportalen i artiklen arbejdsklausuler og offentlige udbud.

Den nye sag drejer sig om kollisionen mellem chartrets ”grundlæggende rettigheder” og de ”grundlæggende friheder” i EF-Traktatens regler om fri bevægelighed, konkret udbudsreglerne.

Umiddelbart indeholder chartrets artikel tilsyneladende ingen begrænsninger i de grundlæggende rettigheder for arbejdsmarkedets parter. Men disse parter har nu efter en stribe domme de seneste år fået øjnene op for, at når artikel 28 fastsætter deres ret ” i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og national lovgivning og praksis”, så betyder det reelt, at adgangen til at udøve rettigheden skal fortolkes indskrænkende i forhold til blandt andet reglerne for det indre marked.

Formelt er der ifølge generaladvokatens  forslag til afgørelse tale om en kollision mellem to ligeværdige regelsæt. Derfor må en kollision mellem de to regelsæt løses gennem proportionalitetsprincippet. Dette indebærer, at en ordregivende myndigheds pligter efter udbudsreglerne kun fortrænges af retsakter mv., der bygger på chartret, såfremt disse retsakter mv. (udover at være egnede til at varetage formålet med charterbestemmelsen) ikke går videre end nødvendigt for at nå målet.

Og i forhold til arbejdsmarkedspension for offentligt ansatte førte Domstolens afvejning til, at chartrets artikel 28 ikke beskytter kollektive pensionsordninger mod at skulle i udbud. Domstolen mente nemlig, at det ikke var nødvendigt for at opnå formålet med artikel 28, at de involverede ordregivende myndigheder (i sagen nogle tyske kommuner) uden et udbud kunne være med til at vælge (aktivt eller ved underskriften på den kollektive overenskomst), hvilke pensionsselskaber der skal have ret til at forvalte pensionsmidlerne. Ifølge EF-Domstolen er udpegelsen af disse pensionsselskaber ikke ”kernen i retten til kollektive forhandlinger” (og derfor ikke nødvendige for at nå målet i chartrets artikel 28.)  

Domstolen hæftede sig blandt andet ved, at det reelt ville udelukke alle udbud af pensionsforsikringer for offentligt ansatte, hvis offentlige myndigheder i ly af chartrets artikel 28 skulle kunne være med til at tildele opgaven med at forvalte pensionsmidlerne direkte.

Så den tyske ordning er altså gået for langt. Men om dommen vil have afsmittende virkning på offentligt ansattes pensionsordninger i andre lande, er der formentlig ikke et let svar på.

Imod automatisk at bruge dommen på andre lande taler blandt andet, at domstolen blandt andet brugte den begrundelse for at begrænse udøvelsen af den grundlæggende rettighed efter chartrets artikel 28, at man i Tyskland kunne nå målet – at varetage arbejdstagernes interesser – på en måde, der ikke kolliderede med udbudsreglerne, fordi der er ”mekanismer, særligt i tysk ret, der sikrer arbejdstagere eller deres repræsentanters deltagelse inden for den pågældende kommunale myndighed eller virksomhed i beslutningstagningen vedrørende valget (af det eller de pensionsselskab, som afgiver tilbud)” (præmis 55). Dommen gælder altså måske kun lande, hvor arbejdstagerindflydelsen er lige så stærk som i tysk ret.  

Der kan endvidere være forskel på de nationale regelsæt og overenskomster. I nogle lande indestår den offentlige myndighed måske for, at der faktisk kommer en pension til udbetaling til de ansatte. I andre lande eller efter andre overenskomster indskrænker arbejdsgiverens forpligtelser sig måske til blot at overføre nogle penge i overensstemmelse med anvisninger fra den ansatte og/eller overenskomsten. EF-Domstolen henviser således til, at efter den tyske lov om forbedring af arbejdsmarkedspensionen er arbejdsgiveren ”også ansvarlig for tildeling af de ydelser, der er givet tilsagn om, selvom gennemførelsen ikke direkte forestås af den pågældende” (præmis 77). Disse regler kan forklare, hvordan den offentlige myndighed kan være part i ”en gensidigt bebyrdende aftale”, der ellers tilsyneladende primært vedrører pensionsselskabet og den pensionsberettigede. Ifølge dommen er den offentlige myndighed part i aftalen i kraft af sit ansvar for, at der faktisk kommer en pension til udbetaling. Derfor foreligger der en udbudspligtig aftale. Derfor var dommen i overensstemmelse med den nye dom C-451/08, Helmut Müller, hvorefter ”gensidigt bebyrdende” betyder, at myndigheden skal have en økonomisk interesse i aftalen.

På den anden side kan man så spørge, hvad der egentlig er af ulemper ved at sende disse pensionsaftaler i udbud.  Hvad fx med ”Solidaritetsprincippet”, som gør det muligt med en særlig risikofordeling og udligning mellem gode og dårlige liv? Det er ikke noget problem, svarer Domstolen. Det er det, en ordregiver skal bruge ”udbudsbetingelserne” til at kræve (præmis 58). Det vil altså ikke være uproportionalt at pålægge tilbudsgivere at varetage sådanne hensyn. Chartrets ”grundlæggende rettigheder” kan formentlig også hjemle betingelser til beskyttelse af pensionsmidler, der er eller vil blive indbetalt for allerede optagne forsikrede, hvis pensionsselskabet taber et udbud, uden at Domstolen dog går så langt ned i detaljerne.

Men hvad så med løbetiden? Efter udbudsdirektivets artikel 32 er løbetiden for rammeaftaler 4 år? Men det er heller ikke noget problem, siger generaladvokaten i sit forslag til afgørelse, for artikel 32 åbner udtrykkeligt op for en længere løbetid, hvor det er behørigt begrundet, fx i rammeaftalens formål. Og rammeaftaler om træk på kollektive pensionsordninger er derfor naturligvis undtaget fra 4-årsreglen.

For fuldstændighedens skyld: Dommen handler ikke om den situation, hvor arbejdsgiveren er selvforsikrende eller i øvrigt bruger et in house selskab til at forvalte den kollektive pensionsordning.

Og dommen vil heller ikke hindre, at der vælges et pensionsselskab uden et udbud, når den offentlige arbejdsgiver ikke på nogen måde er involveret i valget af tjenesteyder. Situationen kan fx være den, at det efter ansættelsesvilkårene er arbejdstageren, der suverænt vælger pensionsselskab, således at arbejdsgiverens rolle alene er at indbetale arbejdsgiver- og arbejdstagerbidraget efter anvisning. Men denne valgfrihed er OK for individuelle pensionsordninger, men næppe til en kollektiv pensionsordning.