Opdateret: Torsdag den 30. maj 2002
Frit valg (ældreområdet)
Frit valg på ældreområdet giver private leverandører større adgang til at levere praktisk og personlig hjælp samt madudbringning til kommunens borgere.
Frit valg på ældreområdet betyder, at kommunen har pligt til at skabe grundlag for borgerens valgfrihed af leverandør af personlig og praktisk hjælp. Kommunen har pligt til at godkende alle kvalificerede leverandører, der lever op til de pris- og kvalitetskrav, som kommunen stiller.
Kommunen kan også vælge at indføre frit valg via en udbudsforretning, og derefter indgå kontrakt med to til fem leverandører, som beskrevet i §§ 91-93 i Serviceloven.
Frit valg indebærer, at private leverandører kan konkurrere med den kommunale leverandør. Dette betyder, at borgerne får mulighed for frit at vælge, hvem der skal levere den hjælp, som kommunen har truffet beslutning om.
I menuen til højre kan du læse nærmere om nedenstående emner:
Fritvalgsdatabasen: I Fritvalgsdatabasen skal alle kommuner offentliggøre deres kvalitets- og priskrav i forhold til leverandører på ældreområdet. Databasen giver mulighed for at samle al information og giver let adgang til de offentliggjorte kvalitets- og priskrav samt godkendte leverandører.
Love og regler. Bestemmelser om frit leverandør valg findes i Serviceloven. Til loven hører bekendtgørelse nr. 299 af 25/03/2010 om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp mv. Desuden er der udarbejdet en vejledning, der uddyber bekendtgørelsen om frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp. Herudover findes en orienteringspjece om beregning af priser for personlig og praktisk hjælp.
Håndtering af frit valg:
Frit valg kan håndteres på tre måder:
- Frit valg efter den såkaldte godkendelsesmodel, hvor kommunen skal godkende de leverandører, private som offentlige, der lever op til kommunens pris- og kvalitetskrav.
- Kommunen kan også vælge udbudsmodellen, hvor den udliciterer én eller flere ydelser i kommunen eller i ét eller flere distrikter.
- Priskravet til en ydelse kan fastsættes på baggrund af et udbud, hvorefter godkendelsesmodellen træder i kraft, den såkaldes udbud under godkendelsesmodel.
Beregningsmetoder: KL har udarbejdet en model og vejledning til beregning af timepriser under frit valg. Modellen er opdateret med de seneste skøn for pris- og lønudviklingen og kan anvendes til at beregne timepriser i 2010 pris- og lønniveau.
Vejledninger og inspirationstekster: Du kan her finde vejledninger til tilrettelæggelse af madservice i plejesektoren, udbudsmodeller mv. der kan benyttes som inspiration. Derudover kan du læse om de erfaringer, flere kommuner har med at adskille myndighed og udførerdel.
Fritvalgsordningens historie: Fritvalgslovgivningen har en lang historik og der er sket ændringer af lovgivningen flere gange. Få et overblik over historikken via linket i menuen til højre.