Søg

Indhold

udbudsportalen.dk > ... > Skive går ind for partnerskaber

Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009

Skive går ind for partnerskaber

af Christian W. Larsen

Det Danske Madhus og Skive Kommune har fundet en vej uden om de stive regler, der forhindrer, at kommunale medarbejdere får penge direkte fra borgerne. Et partnerskab er løsningen, og det er en fordel for begge parter.

– Partnerskabsaftaler er meget, meget fleksible og derfor den bedste måde at håndtere privatiserings-idéen på. Muligheden for at justere aftalen løbende er tilstede, og det er til fordel for både kommunen og den private.

Henrik Sørensen, direktør i Det Danske Madhus, er overbevist om, at partnerskaber mellem kommuner og private er fremtidens løsning, når de politiske vinde signalerer mere udlicitering.

 – Især for medarbejderne er det en fordel. De får en helt anden motivation for at yde ekstra og blive aflønnet i overensstemmelse med indsatsen. Kommando-vejene er kortere, når medarbejderne arbejder i en virksomhed, hvor de kun skal koncentrere sig om kerneydelsen – i vores tilfælde at lave sund mad – frem for at være en del af stor, kommunal organisation, hvor der i sagens natur skal tages hensyn til flere hundrede medarbejdere i mange afdelinger, siger han.

Succesen vokser

For tre år siden dannede Henrik Sørensen og hans partner Niels Henrik Balle Det Danske Madhus Skive A/S sammen med Skive Kommune, hvor kommunen ejer 40 procent af aktierne, mens Sørensen og Balle ejer 60 procent.

 – Vi gjorde det i en periode, hvor vi overvejede fremtiden for vores eget køkken, siger Inglev Jensen, Socialdirektør i Skive Kommune.

 – Vi ønskede at stille vores medarbejdere bedre i konkurrencen med private aktører, og netop partnerskabs-modellen gav os den mulighed. Efterhånden som vi har udviklet samarbejdet, og madhuset har fået flere kunder uden for kommunen og dermed større volumen, er vi nu i stand til at levere mad af høj kvalitet til fornuftige priser.

Madhuset i Skive var Henrik Sørensens første skud i bøssen. Siden er forretningen ekspanderet, og i dag eksisterer der fire madhuse – i Helsingør, Odder, Silkeborg og altså i Skive.

 – Fordelen for os er, at vi får en god dialog med kunderne, vi er tæt på beslutningstagerne, og de giver os et vink med en vognstang, hvis de hører lidt brok på vandrørene, siger Henrik Sørensen.

 – Prismæssigt er konstruktionen ingen fordel for os, nærmest tværtimod. Kommunerne kommer jo flere gange om året med ændrede forudsætninger, og det indretter vi os efter. Men det gør for så vidt ikke noget. Kommunen blåstempler jo Det Danske Madhus i kraft af samarbejdet, og derfor har vi også en klar interesse i partnerskabet.

Fortsat ekspansion

Kommunen har en tilsvarende interesse i at være medejer at firmaet. Dermed omgår kommunerne reglen om, at kommunale medarbejdere ikke må få betaling for tilkøbsydelser. Det privat-offentlige partnerskab er jo en selvstændig juridisk enhed og må derfor sælge ydelser til hvem som helst. Og det er gået godt for Det Danske Madhus. I dag arbejder knap 100 i ”koncernen”, der startede i Skive med små 25 medarbejdere.

– Det er så den sidste fordel ved partnerskab i forhold til udlicitering, siger Henrik Sørensen. – Ofte medfører privatisering rationaliseringer og fyringer, men vi har ikke fyret en eneste medarbejder i de tre år, vi har eksisteret. Tværtimod, vi ekspanderer, og det tror jeg, vi fortsætter med.

(Artiklen har været bragt i Danske Kommuner, den 7. juni 2007)

 






Udbudsportalen , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 3370 3370 , E-mail post@udbudsportalen.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes