Opdateret: Tirsdag den 27. oktober 2009
Nyborg valgte privat skolemad
Et privat firma, Skolekantinen.dk, vandt i sidste uge udbuddet om skolemad til de 14 skoler i Nyborg Kommune. Seks retter at vælge mellem til en pris på 16 kroner for et sundt måltid mad kunne kommunens egne køkkener ikke matche.
Det blev virksomheden Skolekantinen.dk, der vandt udbuddet om at levere skolemad til de knap 3.300 skolebørn i Nyborg Kommune. Flere faktorer var afgørende for, at kommunen valgte en privat leverandør og ikke kommunens egne medarbejdere, der var eneste anden deltager i udbudsrunden.
– Det spillede en afgørende rolle, at Skolekantinens referencer er så gode. De har prøvet det før, kunderne er tilfredse, og de kan skrue op og ned for leverancerne i takt med behovet, siger Kaj Refslund (V), formand for Børne- og Familieudvalget, der traf afgørelsen sidste tirsdag.
– Firmaet dokumenterede også, at deres råvarer er i topklasse. Det har jo betydning, når selve idéen med at indføre skolemad handler om at sikre sund kost til alle børn i kommunen.
Appetitlig
I forlængelse af råvarernes kvalitet betød det også noget, at Skolekantinen gør en dyd ud af, at maden ser appetitlig ud. Når sund mad skal konkurrere med usunde alternativer, spiller æstetiske overvejelser også ind.
Endelig var prisen også et vigtigt parameter. Ifølge udbudsmaterialet talte prisen 70 procent af vurderingen.
– Skolekantinens pris er særdeles konkurrencedygtig. Et sundt måltid til cirka 16 kroner er fornemt, især når der er seks retter at vælge mellem, og man kan vælge en ny ret fra dag til dag, siger Kaj Refslund. Hvis blot hver fjerde barn i kommunen køber et måltid 200 dage om året, løber aftalen med Skolekantinen op i godt 2,5 millioner kroner årligt.
Nyborg Kommune har afsat 500.000 kroner til at løbe projektet i gang og dertil bevilget 150.000 kroner til administration af projekt ”Sund Skolemad”. Midlerne skal blandt andet gå til at gøre reklame for maden, der på længere sigt skal være udgiftsneutral for kommunen.
(Bragt i Danske Kommuner, den 7. juni 2007)