Søg

Indhold

udbudsportalen.dk > ...

Opdateret: Tirsdag den 22. december 2009

Effekterne ved konkurrenceudsættelse af plejecenter i Gribskov Kommune

Udbudsrådet har igangsat en analyse af effekterne af konkurrenceudsættelse af sociale opgaver med fokus på pleje og omsorg af ældre og handikappede. Konkurrencestyrelsen har, som sekretariat for Udbudsrådet, stået for udførelsen af analysen med bistand fra konsulentfirmaet Rambøll.

Inden for pleje- og omsorgsopgaver er der betydelige forskelle mellem de kommuner, der konkurrenceudsætter mest, og de kommuner der konkurrenceudsætter mindst. Kun 4 kommuner har konkurrenceudsat et eller flere af deres plejecentre, disse kommuner  er Gribskov Kommune, Solrød Kommune, Kolding Kommune og Vejle Kommune. I denne artikel fokuseres der på casen fra Gribskov Kommune.

Casen fra Gribskov indeholder en analyse af effekterne af konkurrenceudsættelse med fokus på det privatdrevne plejecenter Bakkebo. Der fokuseres på en sammenligning af Bakkebo med det kommunalt drevne plejecenter Trongården samtidig beskrives, hvorledes konkurrenceudsættelse påvirker udgifterne til den kommunale ældrepleje i Gribskov Kommune.

Markante besparelser ved privat sammenlignet med kommunal drift

Ved at fastholde plejetyngderne og variere priserne har analysen estimeret omkostningerne ved privat og kommunal drift af hhv. Bakkebo og Trongården. Eksempelvis sammenlignes kommunens omkostninger til driften af Bakkebo i dag med, hvad det ville koste hvis det kommunale selskab PlejeGribskov, varetog driften i stedet. Beregningen viser, at den private leverandør Aleris giver kommunen en besparelse på knap 4,8 mio. kr. svarende til 22,2 procent i forhold til den kommunale leverandør PlejeGribskov. Korrigeres beregningen for, at PlejeGribskov i 2007 havde et driftsoverskud på de to kommunale plejecentre og dermed også et teoretisk overskud på Bakkebo, svarer besparelsen på 4 mio. kr.  til 18,7 procent.

Samme plejekvalitet på private og kommunale plejecentre

Der er tillige undersøgt om udliciteringen af Bakkebo har haft en betydning for kvaliteten af de leverede ydelser. Det overordnede serviceniveau er politisk vedtaget, i form af kvalitetsstandarder, der gælder både private leverandører og kommunale leverandører. I forhold til det leverede service- og kvalitetsniveau er der ikke tegn på forskel mellem Bakkebo og Trongården. Dette er baseret på vurderingerne fra kommunens ældreråd samt på tilsynsrapporter for de to plejecentre. Der er heller ingen tegn på ændringer af den oplevede kvalitet eller brugertilfredshed.

Konkurrenceudsættelse skal effektivisere kommunal pleje og omsorg

I Gribskov Kommune har et af de erklærede mål med konkurrenceudsættelse været at gøre udførelsen af aktiviteter i kommunalt regi mere effektiv, samtidig med at kvaliteten forbedres. Med dannelsen af PlejeGribskov er det ambitionen, at den kommunale ældrepleje med tiden skal drives for omkostninger, der svarer til dem, kommunen ville have, hvis en privat leverandør stod for driften. PlejeGribskov har kørt med underskud i de to første leveår og der er derfor fokus på at nedbringe omkostningerne, med henblik på at nedbringe kommunens samlede udgifter til den kommunalt drevne ældrepleje. Frem mod 2010 bliver de priser, som PlejeGribskov modtager for sine ydelser, gradvist sænket.






Udbudsportalen , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 3370 3370 , E-mail post@udbudsportalen.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes