Relevante opmærksomhedspunkter og gode råd:
I forbindelse med udbud af danskundervisning skal man være opmærksom på, at lovgivningen på området giver mulighed for at andre end den vindende tilbudsgiver kan tilbyde uddannelse til den store del af kursisterne, der har frit skolevalg. Dette kan betyde, at de økonomiske gevinster ved et sådan udbud er små set i forhold til de administrative omkostninger og gener for kursister m.m.
Erfaringer ved udbuddet:
Undervejs har der vist sig behov for at præcisere udbudsmaterialet yderligere og f.eks. medtage detaljerede administrative procedurer som bilag, så kontraktrammen er mere klar.
Ikke alle områder kan afdækkes før opstart, hvorfor der opstod mange udredningsbehov undervej. Struktur i forarbejdet er nødvendigt med sikring af, at alle i processen kender grundbegreberne og dermed udbudsopgaven - ellers leverer de ikke de rette oplysninger/løsninger i deres ansvarsområde.
Opgavens størrelse og berøring overraskede i forhold til, hvorledes der var "tid" til den rette prioritering.
I forbindelse med lukning af en skole ved 1. udbudsrunde blev der brugt mange ressourcer på uro, presse, møder, tilrettelæggelse, tvister mv. i forhold til den tabende part.
Tilrettelæggelsen af udbuddet var svær blandt andet på grund af læreres lange opsigelsesfrister (8. månder)
Med hensyn til udbudsprocessen bør denne styres hårdt ift. fokusfelter og dermed klare regler omkring ansvarsområder i opgaven. Derudover opfordres der til, at man starter i god tid, skaber bred vidensopbakning om det konkrete område og prioriterer opgaven af hensyn til kvalitetssikring. Er der ikke stor erfaring med en lignende opgave i kommunen anbefales det, at man inddrager en ekstern konsulent til at styre processen m.h.p. at sammentrække de mange tråde, der er ift. politisk ønske om økonomisk gevinst og kvalitet. Fra driftsdelen skal der være fokus på de bløde omkostninger, de der berøres af udbuddet samt det lav praktiske område ved at få en ny tæt samarbejdspartner.
Generelt kan opstilles 10 gode råd i forbindelse med et udbud:
- Start i god tid
- Få en politisk bemyndigelse til at udføre opgaven
- Skaf ledelsesmæssig opbakning samt beslutningskompetence
- Afsæt eget fagpersonale til processen og opgaven
- Opret en projektorganisation
- Brug tid på målgruppebeskrivelserne
- Brug tid på kravsspecifikationen ift. de udbudte opgaver
- Brug tid på at opstille realistiske forventninger til effektmål
- Udarbejd operationelle og objektive tildelingskriterier
- Lad eksterne parter gennemlæse materialet